Autokratiers udnyttelse af nihilisme i mødet med mediernes objektivitetsnorm

Et gennemgående tema i studier af journalistikkens rolle i samfundet er, ud over at være - i hvert fald i liberale demokratier - den 4. statsmagt, også modsætningen til nihilismens overbevisning om meningløshed og benægtelse af objektive sandheder.

Eller sagt på dansk, så er mediernes rolle at

1. videreformidle sandheden.
2. ikke videreformidle løgne.

Det mål støder sammen med den opfattelse, mange medier til stadighed holder fast i, hvor man opererer efter et forsøg på at være neutral og udenforstående - altså objektiv.

For denne såkaldte objektivitet, hvor medierne insisterer på at præsentere “begge sider” af en sag, underminerer selve sandhedsbegrebet, der i stedet bliver til mening - det stik modsatte af hensigten med normen om objektivitet.

Så medierne er fanget i et kontinuum mellem objektivitet og mening - alt sammen på bekostning af sandheden.

En sandhed, onde aktører ikke er sene til at udnytte, særligt ved konflikter eller spørgsmål om ansvar.

Vi har set det hundredvis af gange før.

• Rusland, der skød Malaysia Airlines Flight 17 ned over Ukraine, hvor de ikke bare startede med at benægte det, men skød skylden på den ukrainske hær eller CIA, eller endnu mere vanvittigt, at det skulle være sat op på en måde, hvor 298 døde blev anbragt i et fly for at fingere et flystyrt og bringe Rusland i miskredit.
• Oprindelsen af covid-19, hvor teorier om, at virussen eksempelvis skulle være skabt i et amerikansk militærlaboratorium, at den skulle være blevet fragtet til Kina med frosne fødevarer, eller at virussen først skulle være fremstillet og siden iscenesat af medicinalindustrien som et forsøg på at kunne tjene penge på salg af vacciner.
• Saudi-Arabien, der først påstod, at den saudiske journalist Jamal Khashoggi forlod konsulatet i Istanbul uskadt, til at han døde i et slagsmål og senere, at han var blevet dræbt af rogue elements uden, at den saudiske regering vidste noget.

Det er alt sammen med til at nedbryde den demokratiske deltagelse, når borgere konsekvent præsenteres for modstridende fakta. For det fører ikke til forargelse hos borgerne, men derimod nihilisme.

For som Anne Applebaum skriver i sin bog Autocracy Inc:

Hvordan kan man med så mange forklaringer vide, hvad der i virkeligheden er sket? Hvad nu, hvis man aldrig kan få det at vide? Hvis man ikke kan forstå, hvad der foregår, vil man heller ikke tilslutte sig en demokratisk folkebevægelse, følge en sandfærdig leder eller lytte efter, når nogen finder på at tale om positive politiske forandringer. I stedet vil man foretrække helt at undgå politik. Autokrater har kolossalt god grund til at udbrede en sådan håbløshed og kynisme ikke kun i deres egne lande, men i verden generelt.

Men løsningen er ikke, at medierne skal opgive objektiviteten.

Tværtimod.

De bør i højere grad skelne mellem objektivitet som metode og neutralitet som refleks.

Objektivitet bør ikke betyde, at alle forklaringer behandles som lige sandsynlige. Den bør betyde, at journalistikken arbejder åbent, systematisk og kritisk med dokumentation, kilder, modsigelser og usikkerhed.

Det er noget andet end at stille sig midt imellem sandhed og løgn og kalde det balance.

For journalistikken har allerede ståsteder. Ikke partipolitiske ståsteder, men demokratiske og metodiske ståsteder:

• At dokumentation vejer tungere end påstande.
• At magt skal kunne stilles til ansvar.
• At fakta ikke bare er “én fortælling blandt flere”.
• At åbenhed om usikkerhed ikke er det samme som relativisme.

Det betyder ikke, at medierne skal være skråsikre eller tage parti, ligesom det heller ikke betyder, at journalister skal gøre sig selv til dommere over den endelige sandhed.

Og det betyder slet ikke, at medierne skal lukke af for perspektiver, der udfordrer den gængse fortælling.

Til det er Gud trods alt for meget død.

Men det betyder, at de må turde sige klart, når noget er dokumenteret. Når noget er usikkert. Når noget er spin. Og når noget ganske enkelt ikke passer.

Postmodernismen lærte os med rette, at magt, sprog og fortællinger former vores blik på verden. Men relativismens farlige konsekvens er, at sandheden til sidst opløses i perspektiver.

Det er præcis den opløsning, autokrater, propagandister og kyniske magtaktører lever af.